Vi tager hjem.

Vi er i disse dage ved at pakke lejligheden ned, og lige nu sidder Hanako og sælger vores møbler på nettet. Snart tager vi et fly til Danmark. Hvis det ikke bliver aflyst.

Og så har vi været her ret præcist i et år.

Når vi tager hjem er det især for Liv’s skyld. Hun har ikke trivedes i Japan, har ikke kunne finde sig til rette i den lokale folkeskole og har haft svært ved at få venner.

Når man kommer fra sådan en fri dansk folkeskole i Nordvest, hvor børnene kommer fra hele verden, gerne taler højt og længe og i munden på hinanden, hvor børnene opfordres til at være selvstændige og kreative, og hvor lærere og pædagoger udviser masser af omsorg, så er det svært at gå i japansk skole. Disciplin, terperi, hårdt arbejde, svar der altid er enten rigtige eller forkerte. Børn der alle sammen synes vældig ens. Ritualer der er uforståelige og uforklarede.

Og så har sproget været svært, både det skrevne og det talte. Det har været svært for hende at følge med.

Det er ikke fordi, at folk ikke har været søde. Også klassekammeraterne, og også skolen og lærerne, der har gjort en stor indsats for at hjælpe Liv og give hende støtteundervisning. Og det er heller ikke fordi det ikke er gået bedre, fagligt og socialt, især her over efteråret. Hun elsker sin danseklasse og sin k-pop og har fået både danske og japanske veninder og er blevet bedre i skolen. Men det har ikke været nok, og vi var nødt til at tage en beslutning for nogle måneder siden, af en masse logistiske grunde. Så vi tager hjem.   

Corona har ikke gjort tingene lettere. Det har været svært for Liv, men også for mig, at få et socialt liv op at køre, når alle af Covid-19-frygt lukker sig om dem de kender. For vi kender ikke nogen. Og Hanako har arbejdet så meget, at hun har haft svært ved at hjælpe så meget som hun gerne ville.

Der var en masse venner og familie der ville have besøgt os i år, og det havde vi glædet os enormt til. De havde gjort nogle af de hårde dage meget sjovere. Men de kom aldrig. Og Liv og jeg skulle have været på sommerferie i Danmark. Det kunne heller ikke lade sig gøre.

Så ting der skulle være sket, hvis vi skulle blive her, er ikke sket, eller er sket for sent. Sådan er det nogle gange. Livet fucker med dig.

Og altså, det har været en kæmpe oplevelse for os alle tre. Også for Liv. Hun og Hanako har haft et år hvor de har været supertætte på Hanakos forældre, og vi har været rundt og opleve byen og steder i landet og kulturen. Vi er blevet klogere på hinanden og på os selv.

Jeg kommer til at savne ting. De få venner jeg har fået, maden, min japansk undervisning, at alting virker som det skal, god service, onsen, tatamiværelset og min benløse lænestol, det internationale fodboldhold i Yokohama jeg lige nåede at begynde på, skønheden, ikke at få corona.

Jeg ved ikke helt hvad jeg gør ved bloggen her. Jeg har nogle indlæg jeg stadig gerne vil have skrevet, og samtidig satser jeg på at vende tilbage i embeds medfør hen over sommeren. For jeg vil stadig gerne dække de Olympiske og Paralympiske Lege, som forhåbenlidt bliver afholdt. Jeg har en presseakkreditering til begge lege, og en flybillet der er købt.

Så måske holder jeg bloggen i live et lille år mere. Det svært lige at gennemskue, inden jeg er landet i Danmark og har taget bestik af mit liv der.

Under alle omstændigheder kommer der lige et par indlæg mere inden vi tager afsted. Jeg har et par på bedding og ikke så travlt i disse dage. Måske får Liv og jeg også lavet en sidste video. Vi er glade for at I har set og læst med.

Så på gensyn om lidt. Mata-ne.

Og godt nytår.