Tokyo ser ikke ud som du tror

Man må stadig godt gå en tur. Få lidt frisk luft.

Når jeg taler med folk, der aldrig har været i Tokyo, forestiller de sig ofte en vild by, præget af skyskrabere, voldsom trafik og masser af neon og reklame-storskærme. Lidt New York, lidt Bangkok, lidt Blade Runner.   

Og sådan er det også: der er højhuse med hotelbarer 70 etager oppe, enorme fodgængerfelter som millioner krydser hver dag, undergrundstationer der synes som hele byer i sig selv, og mylderet i shopping- og forlystelsesområderne i Shinjuku og Shibuya er ganske overvældende.

Se din by fra tårnets top. Uendelige Tokyo set fra Hotelbaren på Park Hyatt, hvor Scarlett Johansson og Bill Murray mødtes i Sophia Coppolas “Lost in Translation”.

Men i virkeligheden er det ganske pletvist. Langt det meste af Tokyo er bygget lavt og smalt, ofte ikke mere en to-tre etager højt, med snævre gader man kan fare dejligt meget vild i, og masser af butikker, barer og spisesteder på gadeplan. Det gælder både i den centrale del af byen og ude i forstæderne, hvor vi bor.    

Det er både kaotisk og velorganiseret. Kaotisk fordi den bakkede by synes at sprede sig ud som et uendeligt net af små gader på kryds og tværs, hvor den ene ikke adskiller sig meget fra den anden. Og velorganiseret, fordi nogen aligevel må have haft en plan med byen. Biltrafikken er nemlig effektivt skilt ud i store hovedtrafikårer, og således er der i de små gader, hvor biler, cykler og fodgængere færdes på den samme vej, uden cykelstier og ofte også uden fortove, kun ganske få biler.

En typisk gade i et beboelseskvarter i en Tokyo-forstad.

Samtidig er den offentlige transport så udbygget og velorganiseret (i endnu et totalt uoverskueligt net, der er så stort, at jeg endnu ikke har fundet et fysisk kort, hvor der var plads til den station jeg bor ved), at det ofte slet ikke kan betale sig at tage bilen. Det meste transport i Tokyo foregår med tog og på gåben. Og det er heldigvis en enormt rar by at gå tur i. Fordi den, som sagt, er lav, tæt og ikke særlig trafikeret.  

Og når man sådan går en tur, kan man jo kigge på husene og gaderne.

Her om foråret er en af de første ting man registrerer de mange blomstrende kirsebærtræer. Japanerne elsker sakurablomster, som det hedder, og holder vældigt af at holde Hanami, et begreb der omfatter det at se på sakura-blomster, gerne ved en picnic i parken. Der udsendes blomstringsudsigter, så man kan planlægge sin Hanami. Så parkerne er fulde af blomstrende kirsebærtæer lige nu (men desværre ikke meget Hanami-festivitas), men også på stier, langs kanaler og ved legepladser er der plantet masser af sakura-træer. Det kan man godt forstå.

Husene ser helt anderledes ud end europæiske huse. De er som sagt ofte lave og smalle, og uden at jeg har sprog der kan sætte ord på forskellene, kan man se, at de stammer fra en byggetradition ganske forskellig end den europæiske.

Sådan her ser en næsten 200 år gammel Tokyo-bygning ud. Det er en butik der sælger tsukudani, som er en form for sød topping til ris, ofte lavet af skaldyr, fisk eller tang – men også insekter. Butikken har ligget i Tsukudajima siden 1837, og de to venlige gamle damer derinde så ud til at have været der alle årene.

Og sådan her ser nyere bygninger fra mit lokale kvarter ud. Ikke helt så kønne:

Nogle huse er tydeligt inspireret af vestlig æstetik. De ser ofte lidt kitschede og pussenussede ud. Japanernes ide om det pittoreske Europa synes at stamme fra engelske børnebøger og tyske folkeeventyr.

Euro-fascinationen ses også på husnavnene. Japanske bygherrer har en sær kitschet vane med at give deres ejendomme fornemme navne på engelsk, tysk, fransk, italiensk eller spansk. Skrevet med svungne eller monumentale fonte. Åh, denne udlejningsejendom med 24 lejligheder, skal da have en em af engelsk herregård eller fransk château om sig.

Højhuset mine svigerforældre bor i hedder for eksempel ”Cosmos City Motosumiyoshi Garden Fort”. Det er sgu’ et fedt navn.

Her er skiltet, sammen med ”Century 21”, ”Bremer Residenz”, ”La Durade”, “Beau Grenat” og “El Palacio Sumiyoshi”, alle fra nabolaget.

“LEOPALACE 21” her er en lille favorit, dels pga. den flotte leopard på skiltet, dels fordi huset et ret grimt:

Japanske huse, i hvert fald dem i byerne, har nærmest ikke haver. Ejendommen er sjældent meget større end huset der er bygget på den, og således er der ofte kun tynde striber af uderum mellem hushegnet og huset. Det gøres der ikke meget ud af. Her er carport, ukrudt, plasticgræs, og måske står der et par cykler: 

Men japanerne holder meget af planter og blomster, så i stedet for at passe deres ikke-eksisterende haver dyrker de potteplanter som de stiller ud til pynt foran hoveddøren. De er overalt, og det er med til at gøre de smalle gader endnu rarere at færdes i.

Og, nå ja, her er ikke meget plads, så selv små huse kan have privat parkering i flere etager:

Og, nå ja igen, så er der selvfølgelig drikkevare-automaterne. Dem glemte jeg helt, for jeg har set så mange af dem, at jeg ikke længere ser dem. Men for den førstegangsbesøgende er det nok dem man ser først. De er overalt. Her et billede til sidst af sådan en:

Og de er velassorterede: sodavand, juice, vand, energidrikke, kaffe og te, sort, brun og grøn, med eller uden mælk, varm eller kold.

2 comments

  1. Når der er så få haver, hvordan klarer de sig så ved skybrud..? 🤔
    Er der jord og planter til at opsuge væden?

    Like

  2. Uden helt at vide det, så er mit bud, at kanaler og floder tager sig af det. Vandet i kanalerne ligger typisk meget lavt, og en stor flod som Tama river ligger også dybt og har en enorm bred ubebygget bred. Der er også forholdsvis mange parker.
    Tokyo er jo ret udsat ift. både jordskælv og tsunamier, så det er et issue i byen.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s