Anden coronabølge har ramt Japan, og panikken breder sig. Men chancen for at dø af corona er stadig 10 gange så høj i Danmark.
Også i Japan er anden coronabølge skyllet ind over landet. I går rundede de daglige smittetal i Tokyo 2,447 hvad der var ny rekord, og første gang man har daglige smittetal på over 2000. Efter at smitten længe har været holdt nede, vokser smittetallene pt. eksplosivt.
Folk er nervøse som de ikke har været det siden foråret, og der er netop ved at blive indført undtagelsestilstand/lockdown i Tokyo og omkringliggende byer.
Hvor lockdown’en i foråret i høj grad handlede om at lukke skoler og uddannelsesinstruktioner ned, og opfordre folk til at arbejde hjemme, er der denne gang fokus på restauranter, barer, karaoke-joints og lign.
Japanerne spiser rigtig meget ude, og det har de stort set fået lov til at forsætte med gennem hele coronaåret 2020. Men nu er det slut – i hvert fald i Tokyo og omegn. Det kommer til at gøre ondt på restaurationsbranchen, men det virker som det rigtige at gøre.
Så slut med øl og hotdogs på Mikkeler i Shibuya:
10 gange værre i Danmark
Vi er dog stadig et stykke fra danske tilstande. Da smittetallene i Danmark toppede den 16. december sidste år, blev der registreret 4.349 tilfælde. Og der bor kun 6 millioner i Danmark, mod 14 millioner i Tokyo. Så havde vi haft danske tilstande i Tokyo havde smittetallene i går været oppe at runde 10.000, ikke 2500.
Faktum er stadigvæk, at smitte- og dødstal målt på indbyggertal er mange, mange gange højere i Danmark end i Japan. Og sådan har det været under hele coronakrisen.
I Japan, der har 124 millioner indbyggere, er der pt. registreret ca. 250.000 coronasmittede. I Danmark, hvor der er 6 millioner indbyggere, er der målt 175.000 smittede.
Når jeg fortæller det til andre danskere, er der mange der siger, at smittetal er usikre, for det kommer an på hvor mange der bliver testet. Og det er også rigtigt, og der bliver åbenlyst testet meget mere i Danmark end i Japan.
Men dødstallene er hårde data. De lyver ikke. I Danmark er der ca. 1450 døde, det er 250 døde per million indbyggere. I Japan er der ca. 3700 døde, det er 29 døde per million indbyggere. Altså: i forhold til indbyggertallet er der næsten 10 gange så mange døde af corona i Danmark, som i Japan.
Jeg kender ingen smittede
Jeg har selvfølgelig en væsentlig større bekendtskabskreds i Danmark end i Japan, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at jeg ikke kender en eneste i Japan der er blevet smittet med corona. Min kone og mine svigerforældre kender heller ikke nogen. Hverken på min kones arbejdsplads eller på min datters folkeskole har der været smittetilfælde. Jeg er endnu ikke blevet testet, der har ikke være behov. Jeg ved ikke hvordan man bliver det.
Det nærmeste jeg har været et coronatilfælde i Japan, var da en herboende russisk bekendt fik corona i Rusland, og blev testet positiv i Narita lufthavn, da han vendte tilbage til Japan.
I Danmark derimod er der hel del i min bekendtskabskreds der er eller har været smittet, og mit Facebook-feed er fyldt med beretninger fra testfaciliteter. Læst her fra sikre og forsigtige Japan, er det skræmmende læsning, særligt når man er på vej hjem.
Hvordan har Japan holdt corona nede?
Tilbage i marts, da corona endnu var nyt og spændende, skrev jeg et indlæg, hvor jeg kom med bud på kulturelle faktorer der gjorde, at sygdommen var bedre inddæmmet i Japan end i Danmark (og mange andre steder). Kort sagt: Japanerne har et meget høj hygiejne-niveau, de har ikke særlig meget fysisk kontakt med hinanden (ingen håndtryk, ingen knus), og de gør hvad der bliver sagt.
Alt hvad der er sket i de ni måneder der er gået siden, har kun bekræftet mig i rigtigheden af hvad jeg skrev dengang, og det er da også nogle af de faktorer eksperter har peget på, når de har talt om hvordan Japan er lykkedes med at inddæmme corona-epidemien.
Men det er selvfølgelig ikke det hele. Hvis jeg skal pege på nogle andre centrale faktorer, så er det, at man i Japan er dygtige og grundige når det handler om smitteopsporing, og at man er konsekvente ift. nedlukninger og karantæner, når der bliver konstateret corona. Kommer der f.eks. et coronatilfælde på mit barns skole, lukker hele skolen. Desuden har det været meget svært at komme ind i Japan mens epidemien har stået på, så der er ikke kommet nye smittede til fra udlandet.
Man tester til gengæld ikke så meget. Det var der meget kritik af tilbage i foråret, og nu hvor smittetallene vokser, er den blusset op igen. Men udviklingen har vist, at det ikke handler om hvor meget man tester. Det handler om at teste de rigtige – f.eks. i forbindelse med smitteopsporing.
Et nomalt liv under corona
At der er nogenlunde styr på epidemien betyder, at livet i Japan har været levet så normalt som det nu kan leves under en verdensomspændende pandemi. Det ændrer sig nu med lockdownen, men ellers har hverdagen har været forholdsvis normal siden man langsomt åbnede landet op over sommeren.
Der afholdes stadig ingen festivaler, koncerter og deslige, men restauranter og barer har været åbne (som de også var det under nedlukningen i foråret), og ligeledes de fleste museer og turistattraktioner, som for resten er dejligt halvtomme, da der ingen turister er. Man har også kunnet gå i biografen og til tilskuersport – fodbold- og baseball kampe har måtte lukke 10.000 tilskuere ind, sumokampe 5000, og dyrke i hvert fald udendørs idræt som man plejer.
Så folk har levet forholdsvist normalt, og regeringen har faktisk delt rejse- og shopping-vouchers ud for at sparke gang i den skrantende turistindustri. Da vi for en måneds tid siden var i Kyoto fik vi rabat på Shinkansen-turen dertil, og 15.000 yen i vouchers i hånden (ca. 1000 kr) til shopping. Det gør de så ikke længere.
Altid maske på
Til gengæld foregår alting med maske på. Stort set alle i det offentlige rum går med maske. I togene og stationerne selvfølgelig, men også i butikker og supermarkeder, på gaderne og i parkerne. Alle cykler med maske på, og mange beholder dem på når de dyrker sport. På min datters skole har de maske på hele tiden, undtagen til gymnastik og når de spiser – og så må de så ikke tale sammen, af hensyn til smittefaren.
Vi var i Universal Studios sidst på sommeren, en kæmpemæssig forlystelsespark i Osaka, og alle skulle bære maske hele tiden. Det var brølende varmt og ikke til at holde ud. Og jeg går til fysioterapi, også med maske på.
Min civile ulydighed rækker til at tage masken af når jeg jogger og cykler, og går af veje der er kun er let befolkede. Jeg er så fucking træt af masker. Men jeg bruger dem.
(Og lige for en god orden skyld: man bærer ikke maskerne for ikke at blive smittet – man bærer dem for ikke at smitte andre – hvis nu man skulle have corona uden at vide det. Sådan har det altid været i japansk kultur – det har altid været de småforkølede der tog maske på – ikke alle os andre).
Desuden bruger man håndsprit ved indgangen til alle butikker, restauranter, cafeer og lign, og ofte får man også taget sin temperatur med sådan nogle små termometer-skydere.
Jeg satser på vaccinen
Nu tager vi så hjem, hvor risikoen for at blive smittet er langt mere reel, og hvor vi nok må udvise langt højere forsigtighed i omgangen med f.eks. mine forældre, der er i risikogruppen.
Jeg er glad for at den danske regering har taget corona epidemien ganske alvorligt, men jeg har også rystet en del på hovedet over sundhedsmyndighedernes ofte håbløse håndtering af den.
Det galdt f.eks. tilbage i foråret, da sundhedsmyndigherne havde travlt med at fastslå, at mundbind ikke hjælper mod corona. Budskaber de siden har måttet æde igen. Her Berlingske i april:
https://www.berlingske.dk/danmark/danske-myndigheder-staar-fast-mundbind-hjaelper-ikke-mod-corona
Men især er jeg foruroliget over at der ikke synes at være styr på noget så centralt som smitteopsporing, her næsten et år inde i epidemien. Her et par artikler fra Politiken (sikket med betalingsmur):
Det er klart, at de danske sundhedsmyndigheder har været mindre erfarne end myndighederne i særligt en række asiatiske lande, når det handler om at være katastrofe- og epidemi-klar, men man kunne ønske sig, at de havde opført sig mindre selvfedt og havde været bedre til at lære af de lande, der rent faktisk har haft styr på epidemien. Som Japan f.eks.
Nå, i det mindste er vaccinerne kommet. Ikke til bureaukratiske Japan, hvor alting skal godkendes efter bogen, men til Danmark. Så jeg satser på vaccinen. Jeg kommer ikke til at sige nej.
Konnichihva'? 