Da kvinderne opfandt deres eget alfabet og skrev verdens første roman

Japanerne har tre alfabeter. Det ene blev opfundet af kvinder, så en kvinde kunne skrive verdens første roman. Det andet bruges mest til fremmedord. Og det tredje har 50.000 tegn, og er ikke rigtigt et alfabet. Det er ikke nemt.

Det japanske sprog er svært at lære at læse, da det bruger tre forskellige tegnsystemer der væver sig ind og ud af hinanden. Det er umuligt at læse japansk, hvis man ikke mestrer alle tre, og særligt det ene, kanji, er svært at lære, da det består at tusindvis af tegn.  

Jeg går til japansk en gang om ugen, men har valgt kun at prøve at lære at tale japansk, ikke at læse det. Der er ikke plads til tre nye alfabeter i denne midaldrende mands allerede velfyldte hjerne.

Og min datter Liv, der jo taler et fint og flydende japansk, har svært ved at følge med i skolen, for selv om hun kan de to af alfabeterne, hiragana og katakana, så mestrer hun ikke nok kanji-tegn til at kunne læse skolebøgerne i fjerde klasse.

For en fremmed, som jeg selv, virker det unødigt besværligt. Hvorfor har japansk tre alfabeter?

De tre tegnsystemer

For at prøve at svare på det, må vi først forstå de tre tegnsystemer:

Hiragana er et lyd-alfabet som vores latinske. Det består af 46 tegn med hver deres lyd. Den store forskel fra det latinske alfabet er, at der ikke findes konsonanter. Hvert tegn repræsenterer en hel stavelse – altså enten en vokal eller en vokal + en konsonant (nogle gange to). Således skrives min kone Hanakos navn på Hiragana med tre bogstaver: Ha-na-ko. Hendes efternavn med fire: Ma-tsu-za-wa (der er enkelte undtagelser, men så bliver det lige teknisk nok).

Min kone har her skrevet sit navn Hanako med katakana (til venstre), kanji (i midten) og hiragana (til højre). Der læses oppefra og ned.

Det er således et fonetisk alfabet, og det er egentlig ret smart, for kan du først bogstaverne, kan du stort set skrive og læse sproget. Med bogstaver som hele stavelser, behøver man ikke kæmpe med hvordan konsonanter lyder med forskellige vokaler, og du kan samtidig let høre hvordan et ord staves. Afstanden mellem skrift- og talesporg er ganske kort.

Anderledes på dansk. Som nybegynder vil du ikke vide hvordan mit navn, Kristian, staves med latinske bogstaver, når du hører det. Der er nemlig ikke altid overensstemmelse mellem bogstaverne og lydene. Mit navn burde jo staves Kræstjan. Eller Krastjan.

Hanako. Sig det, og du ved, hvordan det skal staves.  

Okay, det var hiragana. Katakana er sådan set det samne. De samme antal tegn til de samme lyde. Det er bare nogle andre tegn. Altså, to ens alfabeter, med forskellige tegn for de samme lyde. Hiragana og katakana kaldes også tilsammen for kana.

Men hvorfor to alfabeter til det samme?

Jo, altså, hiragana bruger man til at skrive japanske ord med. Katakana bruger man til at skrive importerede ord med, låneord. Som f.eks. ordet for øl, biru, der er afledt af det engelske beer. Eller fjernsyn, terebi, afledt af television.

Og til enkelte andre begreber: lydord, tekniske termer, plante- og dyrenavne, mm.

Bemærk for resten, hvordan der er en del lyde fra vestlige sprog der simpelthen ikke findes i de japanske alfabeter. F.eks. den ”ir”-lyd der ender ordet beer. Så den har man oversat til lyden ”ru”, så det kan skrives med katakana.

Ligeledes min datter navn: Navnet Liv er helt umuligt på japansk, dels fordi japanere ikke kan høre forskel på ”L” og ”R”, dels fordi ”V”-lyden til sidst ikke findes. Så på japansk skrives hendes navn som ”Ri-u. Da læreren i engelsktimen ville skrive børnenes navne med latinske bogstaver, var det også sådan hun skrev Livs navn, som hun jo kun kendte på japansk: Riu.     

Riu, nå nej, Liv, med sit navn skrevet med kanji.

Kanji er det tredje, og ældste, tegnsystem. Det er teknisk set ikke et alfabet, da tegnene ikke repræsenterer en lyd, men en betydning. Et tegn for menneske, et for træer, et for huse.

I løbet af den japanske grundskole, fra første til sjette klasse, skal japanske skolebørn lære 1024 kanji. Så er de godt med og kan læse til husbehov. Ca. 3000 kanji-tegn er alment brugte, men det samlede antal kanji er enormt. Der er kanjiordbøger med op mod 50.000 tegn.      

Kanji-tegnsystemet er i det store hele det samme som det kinesiske. Med tiden har det udviklet sig, og er således ikke længere helt det samme som det kinesiske tegnsystemet, men de er stadig så ens at japanere kan læse en vis grad af kinesisk. Men de kan ikke tale det. Det skrevne tegn for menneske, træ og hus, er det samme. Men selve ordene er vidt forskellige. Det flade, dybe japanske sprog er helt anderledes end det høje, syngende kinesiske, og du skal ikke have mere end et ganske overfladisk kendskab til de to sprog for at kunne høre forskel.

Nå. Men hvorfor bruger japanerne alle tre tegnsystemer? De kunne vel strengt faget nøjes med et enkelt, og jo helst et af de to fonetiske, hiragana eller katakana?

Det er der i hvert fald to grunde til, som jeg forstår det. Den ene er kulturel-historisk, mens den anden har at gøre med de indbyggede begrænsninger der er i alfabeterne.

Kvinde og mandesprog – den kulturel-historiske årsag

Det kinesiske kanji-alfabet kom til Japan i det femte århundrede. I det ottende århundrede blev hiragana så udviklet, ifølge nogle kilder af kvinder ved Heian-hoffet, i Kyoto, men det er der vist uenighed blandt historikerne om. Katakana blev udviklet en smule senere, i det niende århundrede, af buddhistiske munke.

Både hiragana og katakana blev udviklet fra kanji, oprindeligt som en slags kanji-stenografi, der gjorde det hurtigere og nemmere at skrive. Det interesant er, at det var forskellige grupper i samfundet, der brugte de to alfabeter.

Kanji og katakana blev brugt af adelige og gejstlige mænd, og fungerede således som officielle sprog, som magtsprog. Hiragana blev derimod brugt af kvinderne ved hoffet, der ikke havde lov til at lære kanji og få den samme høje uddannelse som mænd. Det blev således et feminint sprog, brugt til breve, dagbøger, digte og litteratur.  

Således blev de første store klassiske japanske prosaværker, som Murasaki Shikibus ”Tale of Genji” og Sei Shōnagons ”The Pillow Book” skrevet af hofkvinder på hiragana i starten af det 11. århundrede.

”Tale of Genji” regnes af mange for at være verdenshistoriens første roman. Det er en fortælling om en smuk adelsmand (Genji) og kredser om hans kærlighedsaffærer og om livet og intrigerne ved hoffet. Det er således en roman skrevet af en kvinde, til kvinder, og med åbenlyse kvindelige tematikker.

Så kvinder der ikke måtte få en ordentlig uddanelse, opfandt deres eget sprog, og en af dem skrev så verdens første roman, som var en slags lyrisk udgave af en dramedy-Netflix serie. Det må I godt huske på, litteraturhistoriker-typer derude.

Nå, men altså, fordi kanji kom først, fordi det er sværere, fordi tegnene er mere komplicerede, og fordi det er maskulint, anses det af japanerne for at være finere, smukkere og mere voksent end hiragana og katankana. 

Ordet “hana” (blomst) skrevet på kanji som kiaaligrafi.

Alle japanske ord kan fint skrives med et af de to fonetiske alfabeter, men i en japaners øjne vil det fremstå barnligt hvis en tekst kun er skrevet i hiragana og katakana. Det er sådan børn, der endnu ikke har lært at skrive kanji, skriver menneske, træ og hus.

Og så betyder fin og smuk altså noget i Japan, hvor man lægger stor værdi i traditioner og æstetik. I skolen undervises der således stadigvæk i kalligrafi (shodō), altså at male bogstaver på papir med pensel og blæk. Det er ikke kun vigtigt, at du kan skrive, du skal også kunne skrive smukt. Og kanji-tegnene, der kræver mange penselstrøg, anses naturligvis for at være smukkere end de forenklede hiragana- og katakana-tegn.

Et skriftsprog uden mellemrum – den sproglige forklaring

Men der er også en sproglig-gramatisk forklaring. I japansk skriftsprog findes mellemrummet nemlig ikke. Der er således ingen adskillelse mellem det ene og det andet ord. Forestil dig at skulle læse sådan: Allebogstaverisætningenudenmellemrumtilatadskilleordenefrahinanden.

Det er ikke nemt. Og skrev man kun med hiragana ville effekten være nogenlunde den samme. Længere tekster ville være tæt på ulæselige. 

Men når man blander særligt hirgana og kanji sammen bliver sproget læseligt trods de manglende mellemrum. For i japansk skriftsprog har de forskellige alfabeter forskellige funktioner. De kinesiske kanji-tegn bruges til at skrive de fleste betydningsbærende ord; navneord, udsagnsord og tillægsord, mens hiragana bruge til at bøje ordene, og til endelser og bindeord, som der er rigeligt af på japansk.

Således markerer kanji-tegnene, som jo på sin vis er visualiseringer af deres betydning, de fleste ord og hvor de starter, og sproget bliver trods de manglende mellemrum, til at læse.   

Jeg ville gerne komme med et eksempel, men jeg kan jo ikke nogen af tegnsystemerne, så det springer jeg over. I må tage mit ord for det. Jeg har taget nogle andres ord for det.

Lad mig i stedet slutte med en lille film med Liv der øver sig på sin kalligrafi. Nu mangler hun bare at lære ca. 300 kanji, så hun kan følge med i fjerde klasse:

6 comments

  1. Hej Kristian,

    Super artikel. At laere kanji har altid frustreret mig, og jeg har tit revet mig i haaret over hvorfor det skal vaere saa besvaerligt. Du naevner mange gode grunde her, men en anden grund jeg har hoert som ogsaa giver god mening er at der utroligt mange hononymer i japansk. Hvis ikke man brugte kanji kan det simpelthen vaere svaert at forstaa hvad budskabet egentlig er.

    Mvh

    Kim

    Like

    • Jeg tror, at du har ret Kim, det er nok også en del af forklaringen.
      Nu kan jeg jo ingen af alfabeterne, men af de par hundrede ord jeg har lært, synes jeg at mange af dem ligner hinanden. Der er færre lyde på japansk end i mange andre sprog, og når ordene samtidig ofte er så relativt korte som jeg synes de er, så vil der nok jævnligt komme ord der lyder ens men har forskellige betydninger (homonymer), og så giver kanji jo god mening i skriftsproget.

      – Kristian

      Liked by 1 person

  2. Sikke en god forklaring og et spændende indlæg! Glæder mig sådan til at læse flere!
    Og hvor er Liv bare herlig – held og lykke til hende og dig med at lære sproget!
    – Q

    Like

  3. Rigtig spændende at læse, selvom jeg vidste meget af det i forvejen. Og rigtig fin video med Liv – flere af dem (^_^) Håber I alle tre har det godt – hils mange gange!

    Like

    • Tak, søde Louise. Ja, du ved jo mere om det end mig, så det er rart at vide at jeg er indenfor skiven. Du har ikke vigtige pointer jeg mangler?

      Jeg skal hilse mange gange fra Hanako 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s