
Det er regntid nu, og i Tokyo går man med paraply når det regner. Der skal ikke meget til, bare et par dråber fra himlen, og paraplyskovene kommer tilsyneladende magisk til syne overalt. Som bar alle paraplyer skjult i deres tasker eller i hylstre ved bæltet.
Regntøj går man ikke med. Paraply er the weapon of choice, uanset om der er tale lidt støvregn eller en sommerorkan. Nogle gange også, når solen skinner lidt for meget. Jeg har jævnligt set folk cykle med opslåede paraplyer når det regner (folk cykler meget her, men det foregår oftest langsomt, på fortorvene (her er ingen cykelstier) og med sæder så lave, at man kan nå jorden med begge fødder).

Børn på vej til skole i forårsregnen. 
Svigermor med solparaply mens kisebærtræerne blomstrer.

Alle i Tokyo har tilsyneladende et større lager af paraplyer. Og alle butikker, caféer og lignende har derfor også paraplyholdere ved indgangen, så man ikke skal have sin våde paraply med ind i etablissementet. Det gælder også 7-11 og den lokale lokale 10’er-butik og ramen-biksen. Det siger noget om japanernes sirlige dedikation til hygiene og renlighed.
Går man ind et større sted, et supermarked eller et shoppingcenter f.eks, er der aflange plasticpose-etuier man kan pakke sine paraplyer ind i, så man kan gå omkring med dem, uden at de drypper.
Forleden besøgte vi det fine og store bymuseum, Edo-Tokyo Museum. Det var corona-halvtomt, men i garderrobeområdet var der enorme mængder af paraplystativer.
Det kræver en lille smule teknik, at få de det plastikpose-etuier om paraplyen, men er man heldig, er der en paraplyindpaknings-automat. Som her:
Og det siger så dels noget om hvordan japanerne elsker at pakke ting ind, gerne i plastic, og dels noget om hvordan Japan er et land af ingenører, der hele tiden finder funktionelle løsninger til dagligdags problemer. Den umage japanerne gør sig for at håndtere hverdagen effektivt er evigt imponerende.
En klogere mand end jeg ville kunne skrive et essay om Tokyos beboere og deres paraplyer. Men jeg vil nøjes med at svare på det spørgsmål, der uværgeligt må brænde på dine læber nu: hvor gør man af paraplyen, når man skal tisse?
Man hænger den selvfølgelig på den lille dertilhørende krog (med paraply-ikon og det hele) ved siden af urinalen:

