I sidste uge besøgte jeg Kobe. En by kendt i hele verden for dens særligt velsmagende Kobe-kød, og blandt fodboldkyndige danskere, for byens fodboldhold Vissel Kobe, hvor Michael Laudrup spille i sæsonen 1996/97.

Jeg kom dog hverken for at smage kødet, eller for at se Vissel Kobe, selv om en af Laudrups disciple, spanske Andrés Iniesta, nu spiller der.

Jeg kom for at møde en dansk pølsemand.

Jeg er ved at skrive en artikel for Ældresagen og japanske ældres meget aktive og arbejdsomme liv, og ved Suma Beach i Kobe arbejder 72-årige Bjarne Hansen som en indfødt. Han har en lille hotdog-restaurant, stoppet med dansk memorabilia, fra Rasmus Klump-bamser til Tivoliplakater, og her står han bag disken 10 timer om dagen, seks dage om ugen, og serverer hotdogs, sildemadder på hvidt brød og wienerbasser for byens borgere og strandgæster der passerer.

Han er en rigtig pølsemand: jovial og sludrende, og har levet et spændende liv. Men hvad han fortalte mig, må I læse om i Ældresagen til efteråret. Han nødede mig til at drikke en Carlsberg og fodrede mig ellers med et bredt udvalg fra arsenalet, og da jeg gik derfra, var jeg alt for mæt til at kunne spise Kobekød til aften, som jeg ellers havde planlagt.

Heldigvis havde jeg en dag til i byen.

Så næste dag brugte jeg formiddagen på en regnvåd byvandring. Kobe har halvanden million indbyggere, men bymidten er kranset af bjerge og hav og er forholdsvis lille. Således kan man se det meste til fods på en dag, og jeg nåede både en tur ned til havnen og rundt i byens hyggelige hipsterkvarter. Den store oplevelse var dog Kobes kompakte og tætpakkede Chinatown, en Kina-rødt kvarter stoppet med butikker og gade-restauranter. Mine tænder løb i vand, men planen var jo ikke at spise dumplings.

Jeg tog toget ud i forstæderne igen, til La Shomon, en resturant Bjarne havde anbefalet, og fik en sen frokost med noget af verdens bedste kød, serveret teppanyaki-style. Det vil sige skåret i mundrette stykker, og grillet på bordet ved en kulgrill.

Det var ikke så dyrt som man kunne tro (men det er det sjældent, når man spiser ude i Japan). Jeg fik frokostmenuen med 60 gram kød til ca. 100 kroner, men supplerede så med 50 gram rib og en portion tyndskåret tunge. I alt blev det ca. 300 kroner.

Og kødet? Kobe-kødet er fra sorte japanske Wagyu-køer, og er kendetegnet ved en høj fedtprocent og en indvendig fedtmarmorering i kødet, der gør at det karamelliserer når det steges. Strukturen er en stor del af oplevelsen: det er som, at kødet smelter i munden. Og det var vanvittigt godt: saftigt, mørt og med masser af smag.

Kobe-slagterne har været gode til branding, for det er kobekødet man kender, men faktisk produceres der højkvalitets Wagyu-kød mange steder i Japan. For nogle år siden holdt vi ferie på en af Japans allersydligste øer, Ishigaki, og der havde de Ishigaki-kød. Det smagte lige så fantastisk, og ikke meget anderledes, en Kobe-kødet, så vidt jeg kan vurdere.  

Således alt for frokost-mæt for anden dag i træt, tog jeg lyntoget Shinkansen tilbage til Tokyo. På stationen købte jeg en sund salat at spise i aftentoget, men der blev aldrig plads i maven.