
I mit seneste blogindlæg, lige omkring åbningen af de Olympiske Lege, brokkede jeg mig gevaldigt over den glædesløse japanske tilgang til legene, og over at OL ville blive afholdt uden tilskuere, hvad jeg fandt unødvendigt.
Nå, men det er godt, at det ikke er mig der tager den slags beslutninger, for jeg tog fejl. Sumimasen, som japanerne altid siger.
Over den seneste måned er corona smittetallene brølet af sted, og antallet af smittede er nu langt højere end på noget tidspunkt før i Japan. I går blev der registreret ca. 25.000 nye smittede i Japan og 5000 i Tokyo.
Hvor de japanske løsninger, trods intern og ekstern kritik, virkede godt i 2020, har de virket elendigt i 2021. Japan har ikke kunne håndtere den nye, smittefarlige deltavariant, og lige nu synes smitten ude af kontrol.
At afholde de Olympiske og nu også de Paralympiske Lege uden tilskuere, har desværre vist sig at være den eneste ansvarlige beslutning.
Det frustrerer mig så gevaldigt, både fordi jeg jo har en meget nær relation til Japan, og fordi jeg for første gang havde mulighed for at deltage som presse ved OL (PL har jeg været til en del gange). Jeg har glædet mig i årevis til det her.
Og jeg mener stadig at de tilskuerløse lege kunne være undgået, men Japans langsommelige udrulning af vaccineprogrammet, og det, at man ikke har udviklet smarte løsninger, som f.eks. coronapas, har betydet, at der i sidste ende ikke har været andet at gøre.
Jeg forstår stadig ikke den glædesløse japanske tilgang til legene, hvor sikkerhedsspørgsmål har fyldt alting, og alle de andre og gode historier er ikke blevet fortalt (det behøver ikke være enten-eller, det kan jo være både-og). Japanerne har været hunderædde for at de olympiske atleter skulle bringe smitte med sig ind i Japan, men nu er situationen ironisk omvendt: det er væsentligt mere coronasikkert i den Paralympiske by, end i Tokyos gader.
Nå, jeg havde et stille OL, men har masser at lave til PL, så jeg vil se om jeg kan få fortalt nogen af de gode historier. Men det bliver nok ikke så meget her på bloggen.
Her dog en forsinket OL-update. Bloggeren i presselogen, da Viktor Axelsen i en fed kamp vand OL-guld:

