De gode, de onde og den grusomme

Så er de Paralympiske Lege i Tokyo slut, og det har været hårdt og sjovt, som altid. Jeg har i mange år arbejdet on and off for Parasport Danmark, så det er femte gang jeg er med til sommer-PL. Denne  gang har dog været særlig.

Jeg glædede mig først som et lille barn, for legene skulle afholdes i min anden hjemby Tokyo, og blev sidenhen hysterisk, også som et lille barn, da jeg fandt ud af, at det blev med spyttest og mundbind og karantæneregler og zoner og tomme stadions og ingen øl.

Men legene blev afholdt, og jeg var der. Her er seks ting jeg vil huske fra PL i Tokyo i 2021. Først de gode, så de onde og til sidst den grusomme. Som en bonus har jeg har gjort mit bedste for at lave tabloide overskrifter.

DANSK PRESSESKANDALE

Som journalist er en af de store fornøjelser altid at tale med interessante mennesker, og til PL er det især udøverne. Det er ambitiøse topatleter, men også mennesker der enten har haft svære livsvilkår fra fødslen af, eller har været gennem nogle voldsomme oplevelser. Det gør, at de fleste af dem er mere reflekterede om hvem de er, hvad de gør og hvorfor de gør det, end mange andre eliteatleter. De er altid interesante at tale med, og derfor vil jeg faktisk hellere dække de Paralympiske Lege end stort set al anden eliteidræt.

Foto: Lars Møller

I modsætning til resten af den danske sportspresse, der, med undtagelse af DR (der, som jeg har fået fortalt det, leverede en flot dækning), glimrede ved sit fravær. Ingen radio, ingen aviser, ingen sportsmedier.

Jeg mødte en engelsk avis-journalist og spurgte ham hvor mange engelske aviser der havde sendt journalister eller fotografer til PL i Tokyo. Han listede dem op: The Guardian, The Independent, The Sun, Daily Mirror, The Telegraph, The Times. I alt 11 journalist og fotografer.

Fra Danmark: 0.    

LOVLIGT I TOKYO: HANDICAPPEDE FÅR TÆSK

Foto: Lars Møller

Der er altid fed sport til PL, så her er listen i listen, min personlige top tre:

1. Jeg så en masse kørestolsrugby, for Danmark var med og det er en fantastisk sport. Den store oplevelse var Danmarks åbningssejr over de forsvarende mestre fra Australien. En taktisk, teknisk og fysisk vild kamp – en etmålssejr på 54-53 med sidste mål scoret 2 sekunder før tid. 

2. Herrernes 100 meter for underbensamputerede var et vidt og vildt tæt løb. Tyske Felix Streng krydsede målstregen først i 10.76, men vildere var det, at alle fire første løb indenfor fire hundrededele af et sekund. Det var så tæt, at man selv på tusindedele ikke kunne se forskel på nummer tre og fire, så der blev delt to bronzemedaljer ud.

3. I Taekwondo deles der så mange tæsk ud, at atleterne ikke kan konkurrere dagen efter en kamp – derfor gennemføres alle kampe på samme dag. Så jeg så alle Lisa Kjær Gjessings tre kampe, da hun som sidste dansker i konkurrence blev paralympisk mester. Første kamp var lidt nervøs, men semifinalen og finalen var to tekniske og taktiske mesterstykker mod et par unge sultne opkomlinge. Lisa er selv 43, mor til to og jurist. Det var fandeme fedt.

Foto: Louise Dyring Mbae

DANSK JOURNALIST MISBRUGT

En af fornøjelserne ved PL er altid at hænge ud med de (altså ganske få) skrivende og fotograferende danske pressefolk (TV holder sig for sig selv). I år var det Ane og Jannik fra Parasport Danmark og superfotograf Lars Møller, der altid skulle have en lur i mediecentret.

De andre var i corona-karantæne og maden i mediecentrene var elendig, så hurtigt blev jeg den der blev sendt i byen efter de lækre lemon-salt fried chicken burgere hos Freshness Burger. Til gengæld scorede jeg taxaboner fra de andre.

KÆMPE FIASKO: VERDENS DYRESTE REKLAME FLOPPER  

Der var ingen tilskuere. Ingen tilskuere, ingen tilskuere, ingen tilskuere. Alle de fantastisk fede stadions og ingen tilskuere.

Jeg ville lave en historie på Danmark-Japan i kørestolsrugby, for der ville være feeed stemning. Men der var ingen tilskuere.

Foto: Lars Møller

Normalt til PL tager jeg forbi noget af det ikke-danske sport, bare for at se det. Men i år orkede jeg ikke, dels fordi corona-reglerne gjorde det  besværligt, men især fordi de bare ikke er spændende at se sport med lande man ikke holder med, når der ikke er en fyldt arena med tændte tilskuere.  

Jeg prøvede det til OL, så judo i legendariske Budokan. Det var r..sygt. Der var ingen tilskuere.

Japanernes oprindelige plan var at vise verden, at Japan var et åbent og moderne samfund. Den fascinerende kultur, den imponerende teknologi, verdens venligste mennesker.

Men så kom corona. Og ingen så alt det, for de fleste fik slet ikke lov til at komme, og dem der kom, atleterne, pressen, officials og beslutningstagere, måtte blive inde i zonerne, hvor de mødte høfligt bukkende japanerne der sagde, ”det må du ikke, det må du ikke, og det må du heller ikke”.

Fotograf Lars Møller opgjorde, at han havde fået 22 manualer på i alt 622 sider, kun om corona-restriktioner. Han kørte også med en taxachauffør som spurgte hvad han havde smagt af japansk mad. ”Ikke noget,” sagde Lars, der kun havde spist det juks der var til salg i pressecentrene og det man kunne købe i døgnkioskerne inde i zonen. Han måtte ikke gå ud og spise. Chaufføren var ulykkelig, Han var så (berettiget) stolt over det japanske køkken.

Men sådan var det. OL og PL i Japan endte med at være verdens dyreste og dårligste reklamekampagne nogensinde.

Og det er så trist.

Der var ingen tilskuere.   

SKANDALE: MÅTTE VENTE 24 TIMER

Jeg var lige steget af min hotelbus i medietransport-området, da jeg opdagede, at jeg havde glemt min mobil i bussen. ”Min telefon er med bussen!” råbte jeg til de blåklædte hjælpere og pegede på bussen, der stadig var i området, ikke mere end 25 meter væk. De kunne ikke hjælpe mig.

Jeg gik hen til medietransportkontoret og sagde at en bus lige var kørt med min mobil. Det var to minutter siden, kunne de ikke ringe til bussen og få den til at vende om og komme tilbage med min mobil? Den var tom og havde ikke travlt. Jeg hidsede mig op. De kunne ikke hjælpe mig.

De sendte mig videre til pressecenteret, så jeg tog en anden bus derhen. Der sagde de først, at min telefon nok ville dukke op i løbet af et par dage, og så kunne jeg hente den. Noget frustreret, og sikkert også lidt hidsig (aldrig en god ide i Japan) prøvede jeg at forklare dem, at jeg brugte min telefon til alting – transportinfo, interviewoptagelser, kontakt med kollegaer, corona-registrering, det hele. Jeg ville ikke kunne undvære den så længe.

Så gjorde de sig umage og en times tid senere fik jeg en besked om, at telefonen var fundet og ville blive leveret til pressecenteret – dagen efter klokken 20! Jeg spurgte, om jeg ikke bare selv kunne tage hen til det sted hvor telefonen nu var og hente den, men det måtte jeg ikke.

Jeg måtte vente til næste dag. Jeg tiggede og truede og brokkede mig alt hvad jeg kunne. Jeg skrev tilmed et klagebrev.

Og hentede så min telefon aftenen efter.

”Glem den nu ikke igen,” sagde den unge bureaukrat med en, for en japaner, sjælden syrlighed.  

(Læren er her dels, at japanerne er nogle uforbederlige bureaukrater, dels, at det her aldrig hjælper at brokke sig. Skal man have japanerne til at bøje reglerne og gå en ekstra meter for en, skal man være super høflig, takke, bukke og bede. Det er jo strengt taget en sundere approach end den danske, hvor man kan brokke sig til hjælp. Her skal man opføre sig ordentligt).

MIN MOR SÅ MIG PÅ TV, OG DU VIL ALDRIG GÆTTE HVAD HUN SAGDE

Min mor så mig på TV, og sagde til min kone, ”Hvor er han blevet tyk”.

Tak, mor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s