Det var en spøgelseslufthavn. Alle butikker og alle normale lufthavnsfunktioner var lukket. I gangene var der sat nummererede klapstole op, som det maskeklædte personale bad de indkomne og ligeledes maskeværende passagerer sætte sig på.

Som var vi krigsflygtninge der ankom til et lukket land under tredje verdenskrig. Eller under en global pandemi. Nåja. En global pandemi.

Den var en syvpunkts producere man skulle igennem, og der var opstillet stationer for hver punkt på ruten. Det var som noget fra en Kafka-historie. Alting pertentligt, systematisk, absurd. Der var opstillede skranker hvor skulle vises og udfyldes papirer og tro-og-love erklæringer og der skulle stemples og underskrives. Vi skulle testes, og min datter var lykkelig for at det var en spyttest.

I mit spyt var der dog for meget blod, så jeg blev sendt videre til en PCR-test. Du ved, den hvor pinden skal rigtig langt op i næsen. Vi var også blevet PCR-testet dagen før, i København. Det havde kostet tusind kroner per næse (ha ha). Hanako og jeg var også vaccinerede. Det var lige meget.

Vi havde hjemmefra downloadet de fire krævede apps. Ved app-stationen kom først kom en medarbejder og sikrede sig, at vi havde downloaded alle fire apps, og at de virkede. Så blev vi sendt hen til en anden medarbejder, der forklarede hvad de fire apps gik ud på, og hvordan vi skulle bruge dem. Han havde en tjekliste. Og så videre til en tredje medarbejder, som skulle tjekke at vi forstået hvad den anden mand havde fortalt Det havde vi, og han tjekkede af på sin liste.

Jeg kan ikke huske hvad de apps kan og hvordan jeg bruger dem (bortset fra Google Maps, den kendte jeg godt). Ikke fordi det var svært, men fordi jeg ikke kan have mere end en ny app i mit hoved på en gang. Princippet var dog dette: apps’ne skal registrere hvor jeg er på alle tider af døgnet, så myndighederne kan kontrollere at jeg overholder min karantæne, skal bruges til at indrapportere min sundhedstilstand dagligt, og til smitteopsporing. 

Så måske mere George Orwell end Kafka.  

Det hele tog 4-5 timer. Så blev vi ført ind i en bus fuldstændig bedækket med plastik, og med matchende chauffør (ellers var personalet  meget normalt klædt på), og kørt til karantænehotellet hvor vi er nu.

Reglerne er lidt forskellige fra land til land, men kommer man fra Danmark og de fleste andre lande, skal man først i tre dages isolation på et karantænehotel og så i 11 dages selvisolation.  

Vi ankom i forgårs og er således på dag to af hotelisolationen. Værelset, som vi altså ikke har været ude af i to døgn er rummeligt og der er badekar. Maden er den samme kolde bakke med ris og fisk eller kød til alle tre hovedmåltider. Dertil et cup noodle-style bæger med missuppe, en brik med juice og en brik med grøn te.

Aftensmad:

Frokost:

Morgenmad:

Men vi har luret tricket. Man kan ikke vælge vestilig morgenmad, men man kan vælge vegetarisk. Og gør man det til morgenmaden, så vupti:

Tørt brød, fabriksspejlæg og tre små stykker frisk frugt.

Uden for vores værelse står en stol. Over højtaleranlægget siger en stemme, at vi nu kan afhente vores mad, der så er stillet på stolen. Vores skrald stiller vi under stolen.  

Om morgenen skal vi tage vores temperatur på de udleverede termometre og indrapportere det til hotellet. Vi skal også gå ind på en apps’ne og registrere vores position. Og vi skal svare at vi er raske på en daglig email. Nogle gange ringer de til os. Så er det enten et menneske der beder en bekræfte at man er den man er, og at man er der man er, eller det er en ansigtsgenkendelses-app, som skal filme ens ansigt i er halvt minut, inden den automatisk lægger på.

Så er der styr på os.

I morgen bliver vi spytestet igen, og så køres vi til lufthavnen, hvor min svigerfar henter os og kører os hjem til svigerfamilien, hvor vi skal tilbringe vores selvisolation.

Næste rapport følger.