Krimi-sommer på japansk

Hov. Det blev sommer. Her i Japan er det først varmt og orkan-vådt. Lige nu hvor jeg skriver, blæser det en halv pelikan, termometeret viser 27 grader varmt og vejrudsigten lover lyn og torden lige om lidt. Senere på sommeren bliver det bare rigtig, rigtig varmt.

Nå, men om sommeren skal man dase på stranden, eller i sommerhuset, eller bare i en hængekøje i haven, med en god krimi, der giver kuldegysninger nok til at tage den værste varme.

Og er du træt af nordisk noir, engelske whodunnits, og hårdkogte amerikanske snushaner, kunne det være, at du skulle give en japansk krimi en chance. Her er tre jeg har læst, og de to af dem er faktisk rigtig, rigtig gode:  

Soduko-krimi

The Devotion of Suspect X” (på dansk ”Den hengivne hr. X”) har solgt over to millioner eksemplarer i Japan, er blevet filmatiseret mindst tre gange (på japansk, kinesisk og koreansk!), og på forsiden udråbes forfatter Keigo Higashino som ”den japanske Stieg Larsson” af The Times.

Så den er populær, et vaskeægte megahit. Den er bare ikke særlig god.

Det handler om en enlig mor, Yasuko, der sammen med sin teenagedatter kommer til at slå sin ubehagelige eks-mand ihjel.

Det opdager deres nabo Ishigami, en overvægtig, asocial og genial matematiklærer, med det samme (fordi han er genial + stalker-agtig). Og fordi han er forelsket i sin smukke nabo, hjælper han hende med at bortskaffe liget og give mor og datter et alibi.  

Desværre for den geniale matematiklærer bliver detektiven på sagen assisteret af en lige så genial fysikprofessor, der viser sig at være matematiklærens gamle ven fra universitetet. Så fysikprofessoren prøver at opklare forbrydelsen, og matematiklæren prøver at forpurre opklaringen. Det er ligesom et skakspil. Det er ikke en metafor jeg finder på, de spiller faktisk skak i bogen. Den er ca. så subtil.

Og det er en fin krimi, hvis man kan lide dem som skakspil eller sudokuer eller gåder. Der var faktisk et stort plottvist til sidst, som jeg ikke havde regnet ud, men jeg er også dårlig til gåder.

Men hvis man kan lide krimier der er velskrevne, der har atmosfære og fascinerende personer, så skal man læse en anden. For her er sproget kun funktionelt og personerne som skåret i pap. Hvis de overhovedet er det. Teenagedatteren, der viser sig at være ganske essentiel for historien, har ingen andre karakteristika end at hun spiller badminton.

Og så frustreres jeg over manglen på logik i en historie der går så utrolig meget op i at være logisk. Som f.eks. at politidetektiven insisterer på at blive ved med at bore i Yasukos alibi, selv om det tilsyneladende er skudsikkert, og at han på intet tidspunkt synes at følge andre spor end det der omhandler den motivløse enke med det gode alibi. Ham eks-manden er tydeligvis et røvhul, men ingen andre kunne åbenbart have et motiv for at nakke ham.

Og så er der de små ting. Synet på kønnene, f.eks. Der er en biperson der begynder at date Yasuko. Hun har tidligere arbejde som hostess på en hostess-bar, og dengang var de på date sammen, , men det er aldrig blevet til noget, fordi ham fyren var gift. Men nu er hans kone død, og han begynder igen at date Yasuko, og vil også gifte sig med hende, og det er tydeligt at forfatteren gerne vil have at vi synes at ham der, han er en rigtig fin fyr. Jeg kan bare ikke lade være med at synes, at han er klam. Altså, bare det, at han datede hende, mens han var gift…

Men sådan er det med den japanske Stieg Larsson. God til gåde-plots, mindre god til menneske-psykologi. Og et lidt andet kvindesyn end den svenske Stieg Larsson.  

Tokyo-noir

Nej, så heller Fuminori Nakamuras lækre ”The Thief”, en elegant, slank, sort noir-sag.

Hovedpersonen Nishimura er lommetyv og befinder sig således på bunden af den kriminelle fødekæde. Han er plaget af en dyster fortid: en kæreste der døde, en ven der forsvandt efter et kup.

Og han kommer dybere ud, end han kan bunde, da den dæmoniske bagmand fra førnævnte kup dukker op og giver Nishimura en opgave, der synes umulig, men også er umulig at sige nej til.

Nakamura skriver stramt og lækkert, og plottet er mørkt og medrivende. Persongalleriet er fascinerende, replikkerne lige tilpas hårdkogte, og lommetyveriscenerne så nervepirrende at læser-hænderne ryster.

Så gør det mindre, at det er en krimi der er vældig optaget af stil, af sin egen coolness og sit dystre eksistentielle underverden-uden-nåde univers.

Jeg må læse noget mere af Fumimori Nakamura, og er alleride i gang med ”The Kingdom”, en selvstændig fortsættelse med en ny hovedperson.   

Femi-krimi, Japan-style

Natsuo Kirino er the shit, og ”Ude” er en af de bedste krimier jeg har læst.

Fire kvinder lever et trøstesløst liv som natarbejdere på en madpakkefabrik. Da den enes kvindes voldelige mand kommer hjem en nat og fortæller, at han har spillet deres opsparing væk, ender hun med i raseri at slå ham ihjel.   

De fire kvinder (meget forskellige, og ikke alle lige sympatiske) hjælpes ad med at partere og bortskaffe liget. Men sammenholdet smuldrer hurtigt, da både politiet og kriminelle i den døde mands bekendtskabskreds dukker op.

Kirino skriver fremragende, og hun har et på en gang kynisk og empatisk blik på sine hovedpersoner. Hun skifter synsvinkel for hvert kapitel, og fortæller fra både kvindernes, politiets og en af de kriminelles perspektiv, og det åbner personerne op og driver plottet ubønhørligt fremad. Det er åndeløst, åndsvagt spændende

Hendes dissekering af køn- og klasse i det japanske samfund får mig til at tænke på Sjöwall & Wahlöös klassiske krimier, men hun fusionerer det med en særegen psyko-horror, som synes meget japansk på mig.

Sjovt nok er der en del sammenfald mellem ”Ude” og ”Den hengivne hr. X”. Begge handler om kvinder der har det hårdt (den ene arbejder på en madpakkefabrik, den anden i en madpakkebutik), slår deres mænd ihjel og prøver at bortskaffe liget, og begge fortælles gennem skiftende synsvinkler.  

Men i ”Den hengivne hr. X” er feminismen ren overfladefernis, kvinden kun en hjælpeløs stakkel, et begærsobjekt, som giver de dygtige, kloge mænd mulighed for at shine. I ”Ude” handler kvinderne aktivt, de er komplekse karakterer, med mørke og lys i sig, og de slår sig i tøjret i forhold til de lortevilkår de lever under. Den er ikke kun klogere konstrueret og stilistisk stærkere, den er også skrevet på ægte vrede.

Her et interview med Natsuo Kirino, hvor hun især fortæller om hendes seneste roman, der handler om japansk sugardating.

Og hey, har I nogle gode japanske krimianbefalinger, så kom endelig med dem i kommentarfeltet. Jeg er altid nysgerrig på mere…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s