Så lukkede skolerne i Danmark. Og statsministeren opfordrede alle til at arbejde hjemmefra de næste par uger. Museer og forlystelser er lukkede, og al sport er aflyst.

Det samme skete her i Japan for ca. to uger siden, og det synes at Danmark ret konsekvent er to uger efter Japan, når gælder tiltag for at stoppe spredningen af Coronavirus. Hvad der jo giver fin mening, da virussen kom væsentligt tidligere til Japan (første registrerede tilfælde midt i januar) end til Danmark (første registrerede tilfælde sidst i februar).

Til gengæld spreder smitten sig langt, langt hurtigere i Danmark end i Japan – til trods for at tiltagene synes at være forholdsvis ens og at Japan er et enormt tætbefolket samfund med tæt kontakt til det store naboland Kina, hvorfra virussen har sit epicenter.

I går, den 12. marts, var der registeret 615 smittede i Danmark og 624 i Japan (+ ca. 700 på det karantæne-ramte krydstogtsskib Diamond Princess i Yokohama havn, men de tæller ikke rigtigt). Altså ca. lige mange. Men i Japan bor der på den gode side af 120 millioner, og landet har således et indbyggertal der er over 20 gange så stort som Danmark. Så chancen for at du har Coronavirus i København er altså 20 gange så stor som chancen for at du har den i Tokyo.

Hvorfor nu det?

(Og her bliver jeg nok nødt til at indsætte et stort og langt forbehold: De japanske myndigheder og den japanske regering er blevet kritiseret for deres håndtering af Coronavirussen. For at være for langsomme og gøre for lidt, for at overreagere og gøre for meget, og for i det hele taget at gøre alt det forkerte. Der har været kritik af at for få er blevet testet, og der synes der at være et ukendt mørketal af smittede, bla. fordi folk opfordres til ikke at opsøge læge, men at bare holde sig hjemme, hvis syntomerne ikke er alvorlige.

Meget af kritikken er sikkert rigtig, men jeg har ikke fagligheden til at vurdere noget af det, og når jeg læser om virus-håndteringen i Danmark og andre steder i verden, er der også både kritik og mørketal. Derfor vil jeg i det følgende kun forholde mig til de officielle tal, velvidende at de er forbundet med stor usikkerhed).

Så altså: Hvorfor spreder smitten sig meget langsommere i Japan end i Danmark, til trods for at tiltagene er relativt ens?

Mit ganske uvidenskabelige bud, primært baseret på rige og mangeårige førstehånds-iagttagelser af de to samfund, er, at en stor del af forklaringen ligger i forskellene på japansk og dansk kultur. 

 Her er tre Corona-betydningsfulde forskelle:

1. Japanerne er meget renlige 

Også inden der var noget der hed Coronavirus vaskede japanerne hænder, når de kom hjem. Og skyllede munden. De går med ansigtsmaske, når de er småsyge, ikke for at beskytte sig selv, men for ikke at smitte andre. De slæber ikke fodtøj og andre beskidte ting indendørs, og hygiejneniveauet er generelt ekstremt højt, både indendørs og udendørs.

Faktisk er japanerne så renlige, at de næsten ikke behøver skraldespande i det offentlige rum. Folk spiser nemlig ikke på gaden, og de smider ikke skrald på gaden. Har de noget, tager de det med hjem og putter det i skraldespanden der.

Jeg har været i mange forskellige lande på fem forskellige kontinenter. Og jeg har vitterligt aldrig været et sted, hvor hygiejneniveauet er så højt som i Japan.

Alt det er selvsagt noget der hjælper på spredning af smitte, og det er åbenlyst en fordel, at mange af de hygiejneråd der gives i forbindelse med Corona-spredningen allerede efterleves i Japan. 

• 

• 

2. Japanerne rører nødigt ved hinanden  

I Japan rører man ikke særligt meget ved hinanden. Man giver man ikke hånd, og da slet ikke knus. I stedet bukker man med hænderne nede langs siden, når man hilser. Det har taget min svigermor mange år at vænne sig til, at hun får et knus når vi mødes efter ikke at have set hinanden længe. Og min svigerfar nøjes stadig med et håndtryk. De synes virkelig, at det er underligt med knus. 

Det er en enormt høflig kultur, hvor man har stor respekt for den enkeltes personlige rum. Så selv i den helt nære familie, blandt børn og deres forældre for eksempel, er der meget mindre fysisk kontakt end der er i Danmark. Ingen knus og kram og kærtegn per default.

3. Japanerne gør hvad der bliver sagt

Det er jo, som jeg antydede i forbeholds-klamamussen, ikke sådan, at japanere ikke brokker sig. Men de gør hvad der bliver sagt når myndighederne kommer med en henstilling. Sådan er det i det, man noget forsimplet men også sandfærdigt, kalder en kollektiv kultur. Her sætter man grundlæggende fællesskabets interesse over sin egen.

Anderledes er det i Danmark. Vi kunne aldrig finde på at begynde at vaske hænder eller holde op med at give hinanden kram, bare fordi en autoritet henstiller til at vi gør det. Vi ændrer først adfærd, når vi er blevet overbevist om, at det er det rigtige at gøre.

Sådan en individualistisk-anti-autoritær-tænk-selv mentalitet er på mange måder beundringsværdig (jeg har den selv til overmål), men den er et problem i en krisesituation, hvor det er nødvendigt at hele befolkningen ændrer adfærd meget hurtigt.

Og så er det selvfølgelig rigtig, at danskere har skulle lave en større adfærdsændring end japanerne, der jo, (jf. punkt 1 og 2) i forvejen gør rigtig meget rigtigt. Men japanerne har nu også skulle igennem store adfærdsændringer. F.eks. er det helt uhørt, at en japaner bliver hjemme, bare fordi han eller hun er lidt småsløj. Både fordi det ville være at svigte sit firma og sine kollegaer, men også lidt fordi de færreste har betalte sygedage. Men det skal de nu.

Den adfærdsændring tænker jeg, er faldet dansken lidt lettere.

PS.

Til sidst et par spådomme, nu alting Corona sker i Danmark to uger forsinket fra Japan:

1. Det her er ikke ovre om to uger. Alle de igangsatte tiltag vil blive forlængede.

2. Men der kommer toiletpapir i butikkerne igen.