Masker, paranoia og zombier

Hvis nu man i disse Corona-virus tider får lyst til at booste sin paranoia, så kan jeg varmt anbefale Kengo Hanazawas zombie-manga ”I Am a Hero”, som jeg lystfyldt tvangslæser for tiden.

Det er 5000 siders vild zombie-bonanza, med horror, humor og en virkelig elskelig idiot af en hovedperson. Men især i starten, hvor zombievirussen bryder ud, er det også en skarp satire af hvordan den slags nu vil foregå i Japan.

Det er en løbende vittighed over de første 500 sider, at hovedpersonen Hidesho, en introvært, enormt kujonagtig samlebånds-mangategner, aldrig opdager at der er brudt en zombie-epidemi ud, dels fordi regeringen dysser det ned, og dels fordi han arbejder så meget, at han ikke registrerer hvad der sker i verden omkring ham. ”Der er overraskende mange, der har masker på i dag,” tænker han fraværende.  

Og når zombierne begynder at æde folks hoveder på gaden, ser folk bare væk, ignorerer de pinlige optrin og vil ikke blande sig. Myndighederne synes panisk lammede og helt uforberedte. Rigide hierarkier er med til at gøre at autoriteterne konsekvent reagerer for sent og gør for lidt.   

Men Hidesho klarer sig, dels fordi hans frygt og overforsigtighed rent faktisk viser sig at være en styrke under en zombie-epidemi, og dels fordi han åbenbart går til lerdue-skydning, og derfor har og kan bruge et haglgevær. Her er en anden løbende vittighed, at han hele tiden værger sig mod at bruge geværet, fordi det er ulovligt at bruge til andet end jagt og træning. At skyde andre mennesker er helt udelukket, mener Hidesho, ekstemudgaven af den evigt lovlydige og frygtsomme japaner, der hele tiden citerer våbenlovningen, når folk omkring ham mener at han skal skyde de menneskeædende zombier.

Hidesho, en ikke så helte-agtig helt.

Så “I Am a Hero” er faktisk ofte ganske morsom, og ganske skarp i sit blik på det japanske samfund. Den er også gevaldig skræmmende, fyldt med suspense og vild bodyhorror. Hanazawas detaljerede tegnestil er enormt realistisk og jeg fornemmer at han har brugt rigeligt med fotoreferencer til baggrundene. Men når han skal tegne zombier, slår han sig løs i grotesk opfindsom klamhed. 

Men han er også øm og empatisk. Hans personer skarpt tegnet op, men særligt hovedpersonerne har masser af nuancer og følges ægte og levende. Hanazawas fortælling er mørk og grusom, men ikke nihilistisk. Der er hele tiden en tro på opofrelse, nåde, kærlighed.

På mange måder er ”I Am a Hero” en klassisk zombiefortælling, der rammer genrens beats: epidemien bryder ud, hovedpersonens nærmeste bliver til zombier, han flygter, slår følge med andre overlevende, de møder er større gruppe med psykopatiske ledere, og må flygte igen. Og så videre…   

Men det er så velegnet og velfortalt, og så fyldt med originale og opfindsomme detaljer og ideer, at det nok er bedste tegneserie-zombiehistorie jeg har læst. Ideer som at zombierne bliver sådan hukommelsestab-autist-agtige og bliver ved med at tvangshandle ting de gjorde før de blev bidt. Særlig farlig er ham der var atletikudøver. Så nytter det ikke at gemme sig på taget, for han ender med at springe derop.  

Skolepigen Hiromi har fået en mild (WTF?) zombieinfektion, og oplever nu verden gennem vrangforestillinger.

Jeg er ikke færdig, har bare lige købt og lynlæst bind tre og fire, og ærger mig over, at jeg ikke købte nogle flere bind. Der er 11.

Der er også kommet en spillefilm. Den ser fed nok ud, bedømt på traileren.

Men man skal nok ikke se den, hvis man har hang til paranoia. I disse Corona-tider. Gad vide, om jeg kan få fat på nogen masker?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s