Coronoia

Jeg så en Corona i dag, nede i fødevareafdelingen af LaLa Terrace. To faktisk. En på dåse og en på flaske. Jeg overvejede at af købe den ene og tage en selfie med den. ”Nu har jeg også fået Corona”.

Men det ville nok være dårlig stil.  

Men Liv og jeg går rundt og hoster og har hovedpine. Hun har måske også lidt feber. Det er selvfølgelig bare lidt februar-marts skidtmas af den slags man altid rager til sig. Det er det da. Men man kan ikke lade være med at tænke tanken. Corona.

Måske er det min japansklærer der har smittet mig. Hendes søn arbejder i havnen i Yokohama, 20 kilometer herfra, han er mekaniker på laste-kranerne. Meget cool. Der i havnen ligger cruiseskibet Diamond Princess ved kaj, med 3000 i karantæne og 700 smittede. Jeg spurgte hende, om det ikke gjorde hende nervøs.

– Nej sagde hun, han er ung og frisk, og det er kun ældre og svagelige som virussen slår ihjel. Men jeg har sagt til ham, at han ikke skal besøge sine bedsteforældre.

Men det er længe siden. Det var i tirsdags. Det udvikler sig så hurtigt.

På få uger er antallet af mennesker der går med masker i Tokyo eksploderet. Før var det kun dem der gik rundt og var lidt snottede, og måske nogle butiksmedarbejdere med meget kundekontakt. Nu er det det meste af byen. Og der er ingen masker tilbage at købe i butikkerne. Heller ikke noget toiletpapir. Folk forbereder sig på at bo i tvungen eller selvvalgt karantæne derhjemme. 6000 masker er blevet stjålet fra et hospital i Kobe. Og alle vasker hænder, grundigt og med sæbe, når de kommer hjem. De gurgler hals. Der er mærkbart færre folk på gaden, men det er stadig mange i Tokyo.

I alt er der i skrivende stund registreret omkring 900 smittede i Japan. De 700 er på Diamond Princess, resten rundt om i landet. Syv er døde. Der er fundet 35 smittede på den store nordlige ø Hokkaido, så der har man erklæret undtagelsestilstand.  

Det er ikke så alarmerende, med tanke på at der bor over 120 millioner mennesker i Japan, et af verdens mest hygiejniske og velorganiserede lande, og at der stadig dør langt flere i trafikken end af Corona. Men panikken synes at sprede sig. Og selvfølgelig, sådan en almindelig tur i med metroen i Tokyo er man i hosteafstand af de første 500 mennesker. Mindst.  

I går opfordrede premierminister Abe, som ellers har fået en del røg for at virke handlingslammet, alle skoler til at holde lukket skoleåret ud, det vil sige hele marts måned (skoleåret i Japan slutter i marts og starter i april). Så Liv har sidste skoledag på tirsdag, hvad der er noget møg, for efter en svær start, er hun så småt ved at falde til. Nu frygter jeg, at vi skal starte forfra til april.

Og min kone Hanako har fået at vide, at hun skal arbejde hjemme de næste to uger. Så vi kommer til at gå hjemme sammen en hel måned, men Hanako, og til dels jeg, skal stadig arbejde. Og alle museer og forlystelsesparker og deslige har lukket. Så det bliver hårdt.

Hårdt for os, men især hårdt har de rigtige japanske familier, der aldrig har prøvet at være sammen i mere end to uger ad gangen. Det bliver presset og panisk. Jeg kan huske første gang Hanako og jeg tog i sommerhus sammen med nogle venner. Al den tid, og ingenting planlagt. Hun kunne slet ikke håndtere det.

Jeg forudser få dødsfald, men mange skilsmisser, som følge af Corona-virussen i Japan.   

Nå, men vi har det fint. Vi har ikke Corona (tror jeg nok). Liv er ikke sygere end at hun var til dans i dag, og nu er hun hjemme hos sine bedsteforældre med Hanako og stene tegnefilm. Jeg tager til fodbold lige om lidt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s