Morderiske forstadsfruer, kedelige katte og følsom sci-fi

Jeg har det sådan med japanske romaner, at jeg ofte synes de enten er vanvittigt vidunderligt vilde eller knasende kedsommelige. Således også med de her tre små romaner, alle under 200 sider, som jeg læste i sommers. De er læst på på engelsk.

I Ryu Murakamis ”Popular hits of the Showa era” følger man en lille klike af introverte, socialt inkompetente, ambitionsløse unge mænd. De drikker sammen hver uge, spiller sten-papir-saks, og klæder sig ud for at synge karaoke på en øde strandbred. Så slår en af dem, en morgen han er oppe at køre på sovepiller og tømmermænd, en midaldrende kvinde ihjel. Det er på en gang overlagt og tilfældigt.

Hun er også med i en klike – af enlige, fraskilte kvinder sidst i 30’erne (!) De beslutter sig for at tage hævn, og det bliver en kamp til døden mellem de unge lemmedaskere og de frustrerede singlekvinder, der bl.a. involverer en sashimikniv, en bazooka og en ”fattigmands-atombombe”.

Det er voldsomt og morsomt.

Den onde Murakami (som også er den gode Murakami) skriver ofte voldelige bøger, der bobler af uhygge, satire og modkultur-galskab. I den her er det satiren og humoren der bærer læsset, volden er simpelthen for tegneserieagtig til at det rigtig bliver uhyggeligt.

De overlevende unge mænd og midaldrende kvinder oplever hvordan alt myrderiet er vitaliserende og giver dem et formål i livet, men de lærer ikke noget af det. Lige hjernedøde er de fra start til slut.   

Det er klassisk Ryu Murakami, Japans førende kultforfatter, og det er mægtig underholdende, men der er for meget frikvarter over ”Popular hits of the Showa era” til at rangere den blandt hans bedste som ”Almost transparent blue”, ”I misosuppen” og ”From the Fatherland, with Love”.

Takashi Hiraides ”The Guest Cat” foregår næsten samtidig med ”Popular hits of the Showa era”, men er ellers alt det Murakamis vrængende fuckfinger-roman ikke er: elegant, kontemplativ, realistisk, stort set handlingsløs, røvkedelig.

Det handler om et barnløst ægtepar, skrevet som var det forfatteren selv og hans kone, der udvikler et meget kærligt forhold til naboens kat. Men så dør katten, og de må leve med tabet.

Det er cirka lige så kedeligt som det lyder, men Hiraide er jo en dyb forfatter, der skriver finlitteraur, så der er tørt-elegante sirlige sætninger om hvad den kat nu går rundt og laver og små passager om matematik, Machiavellis virtú-begreb og den slags. 

Så New York Times og andre intelligensia-medier for de sofistikerede og belæste synes selvfølgelig at den er omhyggelig, elegant og dejlig. Men som sagt, den er røvkedelig.

Sidste bog, Yoko Tawadas ”The Emissary”, er en slags følsom sci-fi, der foregår i en forholdsvis nær japansk fremtid, hvor landet (igen) har lukket sig af mod omverdenen, og hvor forandringer i miljøet tilsyneladende har gjort gamle mennesker unaturligt stærke og livskraftige, og børn skravlede og skrøbelige.

Med undtagelse af et spring i tid mod slutningen, foregår hele romanen over nogle få timer, hvor man følger en oldefar og hans oldebarn over en morgen og en formiddag. Det er en roman båret af den kærlige beskrivelse af forholdet mellem den kraftfulde, bekymrede olding og det kvikke, ubekymrede glasbarn.

Og af Tawadas orginale fremtidsideer og opfindsomme billedsprog med sætninger som, ”Hundreds of thousands of dead washing machines had sunk to the bottom of the Pacific Ocean to become capsule hotels for fish”

Den anbefales.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s