Japansk sommerferie. Blink med øjnene og den er overstået.

I Japan holder skolerne normalt fem ugers sommerferie. I år er der kun to, og de lå her i de første uger af august.

Forkortelsen skyldes naturligvis den japanske Covid-19 nedlukning i marts, april og maj, hvor skolerne var lukkede og der ingen fjernundervisning var, i hvert fald ikke i den almindelige japanske folkeskole. Den stod på hjemmeundervisning efter skolebøger og tilsendte fotokopier. Det japanske skoleår starter 1. april, så nedlukningen betød at de gamle skoleår sluttede en måned tidligt og at det nye kom to måneder for sent i gang. Det efterlod lærere og skoleledelser i en tilstand af panik; Japan er et land hvor det virkelig er vigtigt at man kommer gennem det lovpligtige pensum hvert år. Så altså: kun to ugers sommerferie til Liv.

Den almindelige voksne lønslave har ikke fået skåret noget af sommerferien, men der er heller ikke meget at tage af: fem dages sommerferie er standard.

Ofte holder den japanske arbejder dog ikke alle fem dage, i hvert fald ikke i sammenhæng, for det har salaryman’en, som det hedder, jo virkelig ikke tid til, med alt det der skal nås.

Således også min kone Hanako, der med truende deadlines hængende over hovedet, måtte nøjes med at holde tre dages sommerferie. Lagt op til en weekend, blev det til fem sammenhængende feriedage hvor vores lille familie kunne være sammen.

(Er af der læsere med lønarbejde derude der ikke er medlem af en fagforening, så tag det her som en opfordring til at få meldt sig ind. De gode forhold den danske lønarbejder har, er ikke kommet af sig selv).  

Is med fisk

Når vi andre år om sommeren har besøgt Japan, har vi typisk valg at bruge en uge langt fra Tokyo, men nu vi bor her fast, måtte vi vælge den nemme og bekvemme løsning: fire dage i Fujisawa, en kystby lidt syd for Tokyo, der ikke ligger meget mere end en time med tog fra hvor vi bor. Som at holde ferie i Helsingør, når man bor i København.

Vores hotelværelse var rent og pænt, og havde en stor flyvemaskine på væggen, men det var cafeen der var hittet: den var en lomme af laid back-strandbar-backpacker-surf stemning, selv om hotellet faktisk lå tæt på stationen og midt inde i Fujisawa, der er altså ikke er mindre, end at den har en lille halv million indbyggere. Desuden: gode burgere. 8hotel anbefales.

Den store ting i Fujisawa er at vandre over den lange bro til den lille klippe-ø Enoshima. Her er en forfærdelig masse templer man kan se på, mens man bestiger det bjerg som fylder det meste af øen (man kan også betale sig fra det, og tage rulletrapper det meste af vejen), og øverst et udkigstårn. Der er desuden en lystbådehavn, hvor sejlandskonkurrencerne ved OL forhåbentligt stadig vil blive afholdt.

Vi gik derhen første dag, og der var masser af sommerstemning: solnedgang, turistede butikker og gademad. En af specialiteterne i Fujisawa er shirasu, små babyfisk, der ligner små hvide orme med sorte pletøjne. Dem elsker japanerne, og i en shirasu-butik på øen kunne man få dem på softice. Hanako (der elsker shirasu) var lige ved at købe en, men gjorde det desværre ikke. Jeg ville ellers godt have haft et billede. I stedet tog jeg et af fyren her, der steger store blæksprutter og kæmpemuslinger.

Vi nåede dog ikke langt op ad bjerget. Det er højsommer nu, og regnormene ligger udtørrede på stierne. Det har de sidste to uger stabilt været 33-34 grader i dagtimerne, og 27-28 om natten når det var koldest. Så dén tidlige aften på Enoshima var det nok 30 grader.

Og, nå ja, corona, en velsignelse og en forbandelse. Der var en million mennesker på øen, men uden corona havde der nok været en milliard. Til gengæld gik vi småparanoide og med let dårlig samvittighed rundt i mylderet, mens vi hede-gispede i vores mundbind.

Japansk badekultur

De næste par dage tog vi til stranden, den ene af dagene per sporvogn, og det var jo med til at give den rette feriestemning.

Også her var corona en velsignelse og en forbandelse. Strandende var ikke så fyldte at det gjorde noget, men til gengæld havde myndighederne lukket ned for al strandsupport. Ingen boder med mad, is, kakigori og drikkevarer på standen, og ingen steder man kunne leje parasoller og lignende. Så man skulle være bedre forberedt end vi var til 34 grader og skyfrit.

Men det var dejligt at bade, og særligt Liv og jeg havde en fest, mens Hanako desværre var småsyg. I Danmark tænker man ikke på Japan som et sted man tager på badeferie, men det er jo et ørige og her er masser af fine strande. Jeg har gjort det til et princip altid at tage nogle dage ved havet, når jeg er her om sommeren.

Japanerne er nu heller ikke de store strandløver, og det er interessant at iagttage den japanske badekultur. Mange tager iglootelte med og klæder sig i tyndt mørk tøj der dækker både arme og ben, både på stranden og i vandet. I det mindste tager de maskerne af.    

Her stranden ved Isshiki:

Kun en tåbe frygter ikke sommersolen, og selv løb jeg tør for solcreme, der i Japan åbenbart kun sælges i tuber der er minimalt større end dem man finder med tandpasta på hoteller. Kvabset solnedgang kalder jeg mit nye sommerlook.

Hvad ellers? Vi fik god yakitori og god europæisk mad. Det får vi sært nok altid på vores japanske sommerferier, men aldrig i Tokyo, hvor de synes helt håbløse til pasta. Men her var krabbepastaen rigtig god, reje/svampe aijoen blev kogt ved bordet og der var konvolutter til vores mundbind. Så vældig japansk.

Vi kom hjem onsdag, og Hanako tog på arbejde igen torsdag. I morgen mandag, har Liv første skoledag og så går jeg også i arbejdsmode.

Tempraturen er steget yderligere. I går nåede termometeret op på 38, i dag dag er det svale 35 grader. Her i den store, tørre coronaramte kæmpeby synes der at være ingenting meningsfyldt at gøre i heden. Jeg har taget min sommer-jimbei på, det er det rareste i varmen.

Sommerferien er slut.