Så vi tog til Kyoto, ganske kort, to overnatninger sidst i november. Sådan er det, japanske ferier.

Vores hotel var ikke noget særligt, men det lå smukt ved kanalen i Higashiyama-distriktet, lige overfor byens smukke kunstmuseum, og med det store Heian-jingu Shrine på venstre hånd og Kyoto zoo på højre. Og bjergene. Byen kranset af bjerge.

Den første morgen stod jeg op før de andre, og gik en tur, kort langs kanalen og så bag om zoo og hurtigt ind mellem de smalle gader med gamle huse. Det var lørdag, og klokken var lidt over otte. Japanerne møder senere end danskerne og de sover så lidt til hverdag, at det skal indhentes i weekenden, så gaderne var ganske mennesketomme.

Det var rart for en gangs skyld at kunne gå udenfor uden maske på – eller uden dårlig samvittighed over at gøre det. En ældre hvid herre kom kørende forbi i sådan en handicap-golfvogn-ting. En yngre mand i badekåbe trådte ud ad sin hoveddør, satte sig på hug og tændte en smøg.  

Jeg så et smukt tempel, og så et til. Der er 1600 templer i Kyoto, og ingen af de to er nogen af dem der fremhæves i turistbrochurerne, men altså: tempel nummer to var kanintemplet. Der var store kanin-stenstatuer og små nuttede kaninfigurer og rislamper med kaniner på. Alle mulige kaniner (bare ikke nogen levende).

Fra kanintemplet fulgte jeg en sti opad, gik gennem en lille port og fandt mig selv i bunden af en enorm, labyrintisk kirkegård. Den bredte sig op ad en bjergskråning, hvor et lille tempel tronede øverst. Det var jo efterår, så træerne lyste gule og røde af efterårsløv, og den måde gravstenene tilsyneladende kaotisk spredte sig ud over området, opad og til siderne, gav kirkegården et organisk præg, som om den voksede af sig selv. Det kunne være en lokation i en Hayao Miyazaki-film.

Jeg gik lidt rundt, endte ved toppen, hvor der var en fin udsigt ud over Kyoto by, og fortsatte så til venstre, lod mig fare mere vild.  

Så var jeg ved endnu et tempel, men det her må være i nogle i af brochurerne, for med et var her fyldt et fotograferende turister. Nogle blev kørt ind i busser.

Mange af jer ved sikkert, at Japan tager sig særlig smukt ud, når kirsebærtræerne blomster, og at japanerne over nogle uger om foråret samles i parker for at se de blomstrende sakuratræer.

Mindre kendt er det, at man i Japan også tager ud om efteråret, når træernes blade skifter til gul, orange og rød. Særligt de japanske ahorn (momiji) er kendt for deres smukke røde blade. At gå en tur for at se på efterårsløvet har selvfølgelig et japansk navn. Ja, to faktisk: momijigari (at se på ahornblade) og koyo (bladenes skiften farve).

Efteråret er særlig smukt i Kyoto, så dét var en af grundende til at vi var kommet. Og momijigari var det de japanske turister og jeg gjorde ved templet, hvor ahorntræernes blade lyste haven op med deres dybe røde glød.  

Så gik jeg tilbage. Hanakos forældre var på vej, og vi skulle besøge min svigermors familiegravsteder. Så flere kirkegårde. Og Liv, som hverken bryder sig om templer og kirkegårde, ville i zoo.